Drejning af ler – En guide for begyndere og øvede keramikere

Drejning af ler er en central teknik inden for keramik, hvor man former ler på en roterende drejeskive. Denne metode har været brugt i årtusinder og revolutionerede keramikfremstilling ved at muliggøre symmetriske former hurtigt og præcist. I denne artikel gennemgår vi både grundlæggende og videregående drejeteknikker, ser på de forskellige lertyper til drejning, typiske emner man kan lave, nødvendigt udstyr og værktøj, tips til at komme i gang, samt en introduktion til glasurer og glaseringsprocessen. Artiklen er skrevet i et neutralt og informativt sprog og er rettet mod både nybegyndere og øvede keramikere.

Drejeteknikker: Fra grundlæggende til avancerede

Drejeteknik refererer til de metoder, man bruger for at forme leret på drejeskiven. Uanset om du er ny ved drejeskiven eller allerede erfaren, begynder alt med de samme basistrin, hvorefter der kan bygges videre med mere avancerede færdigheder.

Grundlæggende teknikker

Centrering af leret: Det allerførste skridt er at centrere lerklumpen midt på drejeskiven. Mens skiven roterer, bruger man begge hænder (ofte våde for mindre friktion) til at presse leret ind og op gentagne gange, indtil det roterer helt uden at slingre. Korrekt centrering er afgørende – et godt centreret stykke ler er stabilt og forudsætningen for al videre formgivning.
Åbning og bund: Når leret er centreret som en jævn, roterende “kegle” eller kuppel, trykker man toppen ned for at åbne leret. Man laver således en hulning midt i lerklumpen, der skaber begyndelsen til det indre af f.eks. en skål eller kop. Man skal stoppe med at presse nedad før man rammer drejeskivens plade – tykkelsen i bunden skal have lidt materiale tilbage til stabilitet og evt. senere udformning af fod.
Optræk af vægge: Efter åbning begynder man at trække væggene op. Med en hånd indvendig i emnet og en hånd udvendig, klemmer man forsigtigt og jævnt om leret nedefra og løfter langsomt hænderne opad, mens skiven drejer. Denne bevægelse tynder væggene ud og giver højden. For begyndere er dette trin udfordrende – det kræver kontrol for at opnå ensartet tykkelse hele vejen rundt. Ofte gentages optrækket flere gange for at nå den ønskede højde og form, mens man holder leret konstant fugtigt (typisk ved hjælp af en svamp eller vand) for at undgå revner.
Formgivning: Når en cylindrisk grundform er opnået, kan man forme den til det ønskede design. Ved hjælp af hændernes pres, indvendigt og udvendigt, kan cylinderen for eksempel udvides til en skålform, snævres ind til en vase med en smal hals, eller formes til en lige eller buet krukke. Man kan også bruge ribber (flade værktøjer af træ, metal eller gummi) til at glatte og forme overfladen mens emnet drejer.
Afslutning af formen: Inden man skærer emnet fri fra skiven, sikrer man, at kanten (randen) er jævn – ofte ved let at presse en svamp eller finger mod randen for at glatte den. Hvis der er overskydende ler i toppen, kan man bruge en drejenål (et spidst nåleværktøj) til forsigtigt at skære den øverste ujævne kant af mens skiven drejer, hvilket giver en plan og rund åbning. Til sidst skærer man emnet fri fra skiven ved hjælp af en skæretråd (en tynd metal- eller nylonsnor med håndtag i enderne). Tråden holder man stramt og trækker ind langs skivens overflade for at adskille den drejede form fra drejepladen. Emnet løftes derefter forsigtigt af (ofte ved først at lade det tørre en smule eller ved at bruge en speciel løfteværktøj eller bat system, så formen ikke kollapser).

De grundlæggende teknikker kræver øvelse. Begyndere bruger mest tid på at lære at centrere ordentligt og trække jævne vægge uden at leret mister balancen. Det er helt normalt, at mange af de første forsøg falder sammen – tålmodighed og gentagelse er nøglen, indtil muskelhukommelsen udvikles.

Videregående teknikker

Når de grundlæggende færdigheder er på plads, kan keramikerne udforske mere avancerede drejeteknikker for at skabe komplekse eller forfinede former:

Forfining og afdrejning: En vigtig teknik, som ofte betragtes som videregående, er afdrejning (trimming). Når det drejede emne har tørret til læderhård tilstand (fast men stadig fugtigt ler), spændes det tilbage på drejeskiven (ofte vendt på hovedet), og man drejer bunden med skarpe drejejern eller loop-værktøj. Derved kan man udhule bunden, forme en elegant fodrand og tynde væggene yderligere der, hvor det behøves. Afdrejning giver et professionelt finish, fjerner overskydende vægt og kan bruges til at tilføje dekorative profiler i bunden.
Låg og sæt-dele: At dreje præcise låg, der passer til en krukke eller beholder, er en øvet teknik. Typisk drejes beholderen først, hvorefter man måler dens åbning (fx med skydelære). Derefter drejes låget separat, enten ved at forme en skive med en lille knop/greb, eller ved at dreje en form og udhule den, så den passer som låg. Det kræver øvelse at ramme den rigtige diameter og pasform, da begge dele svinder lidt under tørring og brænding. Øvede keramikere kan lave lågkrukker, tekander med låg, sukkerskåle og andre sæt, hvor delene passer sammen.
Hule og lukkede former: En avanceret øvelse er at dreje helt lukkede former. Det kan være sfærer eller æggeformede objekter, hvor man trækker leret op og bøjer toppen indad, indtil åbningen lukker helt. Sådanne emner kan senere skæres op (fx for at lave en kunstnerisk beholder) eller blot forblive som skulpturelle former. Teknikken udfordrer ens kontrol over leret, specielt når åbningen bliver meget lille.
Dreje store emner: At dreje i stor skala – for eksempel meget store krukker, fade eller cylindere – er også en videregående disciplin. Store emner kræver ofte flere kilo ler, stærk centreringsevne og nogle gange specielle greb. Nogle keramikerer benytter teknikken at dreje i sektioner: for eksempel underdel og overdel separat og senere samle dem, når de er læderhårde, for at kunne lave meget store værker uden at det kollapser undervejs.
Forskellige former og dekoration mens drejes: Øvede drejere eksperimenterer med form og overflade direkte på drejeskiven. Man kan ændre formen ved f.eks. at trykke let på væggen udefra med et værktøj for at lave facetter eller lodrette flader (nogle bruger endda en ostehøvl eller træpind til dette). Man kan skabe riller eller mønstre ved at ridse i den roterende overflade med forskellige profilerede værktøj. Disse teknikker kræver en stabil form først, hvorefter dekoration tilføjes mens emnet stadig er på skiven.
“At dreje på klump”: En nyttig teknik for at lave mange små genstande (som æggebægre, lågknopper, miniaturevaser) er at dreje på klump. Det betyder, at man placerer en stor klump ler på skiven og centrerer den, men i stedet for at dreje ét emne af hele klumpen, former man gentagne små emner øverst på klumpen, skærer dem af én efter én, og fortsætter med at bruge resten af leret. Dette kræver godt håndelag, da man konstant skal re-centrere toppen af lerklumpen efter hver udskæring, men det sparer tid ved produktion af mange små ting.

For de øvede er variationerne næsten uendelige. Efterhånden som man mestrer keramikdrejning, udvikler man sin egen stil og foretrukne teknikker. Nogle specialiserer sig i ultratynde porcelænsemner, andre i rustikke stentøjskrukker med kraftige profiler. Drejning kombineres også tit med andre teknikker – for eksempel kan man dreje en grundform og så deformere den bevidst, skære sektioner ud eller tilføje hank og tud efterfølgende, hvilket giver unikke udtryk.

Typer af ler til drejning og deres egenskaber

Valg af ler er vigtigt for succes på drejeskiven. Forskellige lertyper har forskellige egenskaber, der påvirker, hvordan de er at arbejde med, og hvordan det endelige produkt bliver efter brænding. Overordnet skelner man ofte mellem tre hovedtyper af keramikler: lertøj, stentøj og porcelæn.

Lertøjsler (Earthenware): Lertøj er en ler-type, der brændes ved relativt lave temperaturer (omkring 1000-1100°C). Det er typisk rødt, brunt eller beige i farven, da det indeholder jernoxid og andre mineraler. Lertøj forbliver porøst efter brænding, medmindre det forsegles med glasur. Det er som regel meget plastisk (let at forme) og kan derfor være godt for begyndere at øve med, da det tolererer gentagen bearbejdning uden at tørre for hurtigt ud. Terrakotta er et velkendt eksempel på lertøj. Ulempen ved lertøj er, at det ikke er så stærkt eller vandtæt som højere brændte lertyper, så det egner sig bedst til pynt eller ting, der ikke skal holde vand medmindre glaseret.
Stentøjsler (Stoneware): Stentøj brændes ved højere temperaturer (ca. 1200-1300°C), hvilket gør leret sintret (vitreret) og tæt. Stentøj kan være gråt, brunt, hvidt eller forskellige nuancer afhængig af lerets sammensætning. Det færdige produkt er hårdt, holdbart og ofte vandtæt selv uden glasur (dog glasureres stentøj normalt af æstetiske grunde og for at gøre overfladen glat). Stentøjsler er meget populært blandt keramikere, da det er alsidigt – det kan bruges til både brugskeramik (kopper, tallerkener, skåle) og kunstneriske objekter. Konsistensen er lidt grovere eller fastere end lertøj, især hvis der er tilsat chamotte (forbrændt lergranulat) eller sand. Mange stentøjslertyper indeholder en smule chamotte for at give leret styrke og reducere risikoen for revner; dette kan dog gøre overfladen lidt ru at dreje, så man kan vælge finere ler til glatte, tynde ting. For begyndere er stentøj også et godt valg – det står lidt bedre “af sig selv” end meget blødt lertøj, hvilket kan hjælpe når man trækker høje former.
Porcelænsler: Porcelæn er den fineste og mest renraffinerede form for keramikler. Det brændes ved meget høje temperaturer (1250-1400°C) og bliver hvidt og ofte let translucent, hvis det er tyndt. Porcelænsler indeholder primært kaolin (hvidt ler) og har meget små partikelsstørrelser og ingen sand eller chamotte. Det giver en utrolig ren, glat ler med smuk finish, men det gør også leret mere udfordrende at arbejde med på drejeskiven. Porcelæn er mindre plastisk; det vil sige, det kan føles mere “slipprigt” og ustabilt under drejning, og det har tendens til at kollapse lettere hvis det bliver for tyndt, før det er tilstrækkeligt optrukket. Derfor anbefales porcelæn normalt til øvede keramikere, der allerede har god teknik. Fordelen er, at færdige porcelænsprodukter kan være meget raffinerede – tyndvæggede skåle, fine kopper og kunstværker med en særlig lysgennemtrængelighed og renhed i glasuren.

Ud over disse hovedtyper findes der blandinger og specialler. F.eks. kan man få papirler (ler tilsat papirfibre for styrke under tørring), rakuler (lertyper egnede til raku-brænding, som tåler termisk chok), eller farvede lertyper. Nogle lertyper har større shrinking (svind) end andre under tørring og brænding – porcelæn krymper f.eks. meget, hvilket man skal tage højde for. Begyndere starter ofte med en god all-round lertype, som en lys stentøjsler med lidt chamotte eller en rød lertøjsler, for at lære fornemmelsen. Øvede keramikere eksperimenterer måske med forskellige lere for at opnå bestemte teksturer eller farver i det ubeglazerede ler (f.eks. en sort stentøjsler for en dyb mørk tone, eller en grov lertype for et rustikt udseende).

Hvad kan man lave ved at dreje ler?

En af grundene til at drejning er så populær en teknik, er de mange forskellige typer genstande man kan fremstille. Drejeskiven egner sig især til runde, symmetriske former. Her er nogle typiske ting, man kan lave ved at dreje ler:

Skåle og tallerkener: Alt fra små snackskåle til store serveringsskåle formes let på drejeskiven. En skål drejes typisk som en åben form, mens en tallerken ofte laves ved at dreje en bred, flad form og så afdreje den til en flad tallerken med fod.
Kopper og krus: Drikkekar som kopper, krus og bægre er klassiske drejeprojekter. Man drejer en cylinder eller let konisk form, som efter tørring kan forsynes med hank (hanken laves separat ved at trække en lerstrimmel og sætte den på det drejede krus).
Vaser og kander: Vaser i alle størrelser – fra små budvase til store gulvvaser – laves nemt på drejeskiven, hvor man kan forme en smal bund og bred mave eller omvendt. Kander og kander til væsker laves ved at dreje en form med en hældetud (tuden kan formes ved at klemme en lille rille i kanten før leret tørrer helt, eller ved at skære en V-formet tud). Hanken til kander sættes på efter drejning, ligesom på krus.
Lågkrukker: Beholdere med låg, som f.eks. sukkerskåle, opbevaringskrukker eller smykkeskrin, er en populær øvelse for øvede. Krukkekroppen drejes først, og låget drejes så det passer. Disse kan være cylindriske, runde eller endda lidt firkantede, hvis man ændrer formen efter drejning.
Fade: Store flade fade eller skåle med meget bred diameter kan drejes (kræver en del ler og en bred drejeskive). Efter drejning og tørring trimmes de ofte for at blive tynde og fine. Fade bruges til frugtskåle, serveringsfade eller blot som dekorative stykker.
Tekander og stel: En tekande er en sammensat form, hvor man typisk drejer krop, låg og tud hver for sig og samler dem. Det er et avanceret projekt, der kombinerer flere drejede dele. Ligeledes kan man lave hele kaffeservices eller spisestel på drejeskive – det kræver ensartethed i drejningen, så kopperne bliver samme størrelse, tallerkener flugter osv.
Kunstneriske objekter: Ud over brugsting kan man også lave mere eksperimenterende eller dekorative emner. Nogle keramikere drejer abstrakte skulpturer, lamperfødder, instrumenter (f.eks. ocarinaer eller trommer) eller andre utraditionelle objekter. Drejeskiven giver en basisform, som man så kan videreudvikle eller udsmykke.

Listen ovenfor er ikke udtømmende – kreativiteten sætter grænsen. Selvom drejning primært giver runde emner, kan disse emner efterfølgende deformeres eller sammenbygges til nye former. For eksempel kan to halve skåle sættes sammen til en kugle, eller en drejet cylinder kan skæres firkantet. Både nybegyndere og øvede vil opdage, at drejning åbner op for utallige muligheder, hvad enten man går efter funktionelle brugsgenstande eller unikke kunstværker.

Udstyr og værktøj til drejning

For at dreje ler kræves der noget udstyr og værktøj, ud over selve leret. Her er en oversigt over det vigtigste gear i et keramikværksted, når man arbejder ved drejeskive:

Drejeskive: Hjerteet i opsætningen. En drejeskive kan være manuel (sparkeskive), hvor man med benene sparker et svinghjul i gang under skiven, eller elektrisk, hvor en motor roterer skiven med justerbar hastighed (ofte styret med en fodpedal). Begge typer kan bruges til alle former for drejning; mange moderne keramikere foretrækker elektriske skiver for nemheds skyld, mens traditionelle pottemagere nogle gange sværger til sparkeskiver for fornemmelsens skyld og fordi de kan placeres overalt uden strøm. Skivens overflade kan være udstyret med udskiftelige plader (bats), så man kan løfte en hel plade med det drejede emne af, fremfor at skulle løfte selve emnet af skiven (praktisk især ved større eller skrøbelige emner).
Vandbeholder og svamp: Under drejning bruger man vand for at holde leret smidigt. En skål eller spand med vand placeres ved skiven, og en svamp bruges til at påføre vand på leret jævnt. Svampen kan også bruges til at glatte overfladen og fjerne overskydende vand fra emnet.
Skæretråd: Som nævnt anvendes en tynd tråd (ofte en ståltråd eller nylonline med to håndtag) til at skære det færdigdrejede emne fri fra skivepladen. Dette værktøj er simpelt men uundværligt for at få dit arbejde af skiven uden at deformere det.
Ribber: En rib er et fladt værktøj, der bruges til at forme og glatte lerets overflade mens det drejer. Ribber kommer i forskellige materialer – træ, metal, plast eller gummi – og forskellige former (lige, buede, trekantede m.m.). En træ- eller metalrib kan f.eks. hjælpe med at lave en helt lige side på en cylinder eller en smuk kurve indvendig i en skål, mens en blød gummirib er god til at glatte overfladen uden at skrabe for meget ler af.
Drejeværktøj (drejejern og nåle): Dette inkluderer små specialværktøjer beregnet til at forme detaljer eller trimme under drejning. En drejenål er et lang nåleformet værktøj, brugt til at tjekke tykkelsen på bunden (man stikker nålen op gennem bunden mens det drejer, måler hvor dybt den gik), eller til at skære toppen af en roterende form for at få en plan kant. Drejejern eller loop tools er redskaber med en metal-løkke i enden, brugt mest til afdrejning/trimming når leret er læderhårdt. De findes i forskellige profiler (f.eks. halvcirkulær, flad, spids) alt efter hvilken form man vil skære.
Træ- og metalpinde (drejespartler): Små træredskaber med forskellig form i enderne kan bruges under selve drejningen til at skabe indvendige profiler, lave udvendige fod-kanter, eller generelt hjælpe med at skrabe/forme. For eksempel kan en træpind hjælpe med at lave en skarp overgang mellem bund og væg indvendigt i en drejet krukke, eller en lille metalspartel kan skære en dekorativ linje rundt om et fad.
Svampe og skumværktøj: Udover den almindelige svamp til vand er der også specialsvampe eller stykker af skumgummi, som kan støtte blødt mod leret. Disse kan hjælpe med at forme indersiden af f.eks. en skål (ved at presse skånsomt indefra mens man former udefra).
Caliper/Skydelære: Til emner der skal passe sammen (f.eks. et låg til en krukke, eller to kopper der skal være samme diameter) bruger keramikere et skydelære eller speciel keramiker-caliper. Man måler diameteren på et stykke og overfører målet til et andet ved at justere dette passer-lignende værktøj.
Drejebænk og værkstedstilbehør: Drejeskiven står typisk i et område, der kan tåle at blive vådt og beskidt. Ofte har man en stænkskærm eller balje omkring skiven for at fange vand og lerstænk. Et forklæde eller arbejdstøj er også udstyr – keramik er en rodet fornøjelse! Desuden kan man have plastikposer eller film til at dække halvfærdige emner (så de tørrer langsomt og ikke revner), og hylder til at opbevare drejede genstande mens de tørrer.
Keramikkiln (ovn): Selvom ovnen ikke bruges under selve drejningen, er det et afgørende udstyr for at færdiggøre keramik. En elektrisk eller gasdrevet keramikovn bruges til at brænde emnerne, først en forbrænding (forglødning eller bisque-brænding) og senere en glasurbrænding. Mange hobbykeramikere har ikke deres egen ovn og får derfor brændt deres ting i fællesværksteder eller via kursusstedet. Øvede keramikere og professionelle værksteder har som regel egen ovn og eventuelt udstyr til glasurblanding, men for en begynder er det fint at låne sig frem til brænding i starten.

Udstyrslisten kan udvides, men ovenstående er kernen for at komme i gang. Det behøver ikke være voldsomt dyrt at starte: man kan købe et simpelt drejeværktøjssæt relativt billigt, og nogle vælger at bygge en egen kick-wheel eller købe en brugt elektrisk drejeskive. Som med alt andet kan man tilføje flere specialværktøjer, når behovet opstår – men i begyndelsen rækker hænderne, en skive, lidt basisværktøj og en portion godt ler langt.

Kom godt i gang med drejning af ler

Drømmer du om selv at skabe skåle eller krus på drejeskiven? Uanset om man vil have keramik som hobby derhjemme, eller planlægger at arbejde i et værksted, er der nogle gode råd til at komme i gang:

1. Start med undervisning eller øvelse: Drejning er en praktisk færdighed, der bedst læres ved at se det gjort og prøve det selv. Overvej at tilmelde dig et keramikkursus eller en workshop for begyndere. Her kan du lære de rigtige teknikker fra starten (centrering, optræk osv.) under kyndig vejledning. Hvis dette ikke er en mulighed, findes der mange bøger, artikler og videoer online, der viser trin-for-trin, hvordan man drejer. Vigtigst er dog at øve sig i praksis – forvent at bruge mange timer på at øve centrering og formgivning.

2. Find et sted at dreje: Som hobbykeramiker kan du melde dig ind i et fællesværksted eller et aftenskolehold, hvor faciliteterne (drejeskiver, ovn, glasurer) er til rådighed. Dette er ofte en nem måde at prøve keramik af uden at skulle investere i alt udstyret selv. Hvis du vil indrette et hjemmestudio, skal du have plads til en drejeskive og opbevaring af ler og værker under tørring. Husk at det kan svine: gulvet bør være vandtæt eller dækket, og du skal kunne rengøre efter lerstænk. Det er også klogt at have adgang til vand (en haveslange eller vask i nærheden) for at vaske hænder og redskaber.

3. Skaffelse af udstyr: Til en start kan man klare sig med minimal investering. Hvis du ikke har din egen drejeskive, se om du kan låne eller leje en plads et sted, eller køb evt. en lille bordmodel. Et par kilo ler, et basalt værktøjssæt (nål, rib, træpind, svamp, tråd) og en plastikbalje er nok for at starte øvningen. Som hobby behøver du ikke straks en ovn – du kan lade dine første værker tørre langsomt, og måske gemme dem til du kan få dem brændt eksternt. Før man glaserer, skal de jo under alle omstændigheder forglødes, så det kan foregå senere.

4. Leret og forberedelse: Start med en let håndterlig lertype, f.eks. en stentøjsler med medium grovhed eller en lertøjsler. Inden du sætter leret på skiven, skal det æltes (wedges) godt igennem for at fjerne luftbobler og gøre konsistensen ensartet. Dette forhindrer skjulte luftlommer, der kan få emnet til at eksplodere under brænding, og giver en jævn fordeling af fugt i leret så det drejer bedre.

5. Forvent en læringskurve: Det er helt normalt, at de første mange forsøg ender skævt eller klasker sammen. Bliv ikke modløs! Selv garvede keramikere husker, hvor svært centrering føltes i starten. Fejlene er lærerige – hver gang lærer man lidt om, hvordan leret reagerer på bevægelser. En god øvelse for begyndere er faktisk at øve centrering og optræk, og så skære leret af skiven og ælte det sammen igen for at øve forfra, uden fokus på at beholde et færdigt produkt hver gang. På den måde kan man gentage processen mange gange hurtigt.

6. Fra hobby til værksted: Hvis du bliver bidt af keramikken og vil fordybe dig yderligere, kan næste skridt være at investere i bedre udstyr og måske etablere dit eget lille værksted. For eksempel kan man anskaffe en egen ovn, så man selv kan brænde sine ting når det passer. En ovn kræver dog enten en kraftig strømtilslutning (for elektriske ovne) eller gas samt skorsten (for gasovne). Der skal også tages hensyn til ventilation, især ved glasurbrændinger, da der kan komme dampe. Mange avancerede keramiker blander også deres egne glasurer fra råmaterialer – det kræver en smule kemisk indsigt og flere materialer på lager, men giver fuld kontrol over farver og effekter. Som ivrig hobbykeramiker kan man overveje at tage et decideret keramikeruddannelse eller blive medlem af en keramikforening, hvor man kan udveksle erfaringer med andre og evt. få adgang til fællesfaciliteter.

7. Hygiejne og sikkerhed: Det er værd at nævne, at man skal holde sit arbejdsområde nogenlunde rent. Tørret lerstøv bør fejes op og helst vådmoppes, da indånding af meget fint lerstøv over lang tid kan være skadeligt for lungerne (det indeholder silica). Brug evt. maske, når du fejer tørt ler. Lad aldrig lerrester skylles direkte ud i afløbet – hav en spand til overskydende ler-slam, så det ikke stopper kloakken. Pas også på fingrene omkring drejeskiven, især med ringe eller ure på, da de kan hænge fast i det roterende ler. Sikkerhed er ikke et stort problem ved drejning, men sund fornuft omkring de roterende dele og det generelle arbejdsmiljø gør oplevelsen bedre.

At komme i gang med at dreje ler kan være utrolig givende. Det er en balance mellem håndværk og kunst, og for mange bliver det en næsten meditativ proces. Både som hobby og i professionel sammenhæng giver drejning mulighed for at udtrykke sig kreativt og skabe noget både smukt og brugbart fra en klump vådt ler.

Hvis ovenstående har vakt din interesse, så kom og vær med på et drejekursus med keramik i københavn.

Glasur – typer, påføring og brænding

Efter at et stykke keramik er formet og forglødet (typisk brændt én gang ved lav temperatur for at hærde leret), kommer glasering ind i billedet. Glasur er et glasligende belægning, der smelter og lægger sig som en hård, ofte blank overflade på keramikken ved den endelige brænding. Glasurer tjener to formål: de dekorerer keramikken med farver og teksturer, og de forsegler overfladen så genstanden bliver tæt (vigtigt for funktionelle ting der skal kunne indeholde væske, som kopper og vaser).

Hvad er glasur? Glasur består af fint pulveriserede mineraler og oksider blandet med vand til en opslæmning. Hovedingredienserne i en typisk glasur er silica (sand, som danner glas), alumina (fra ler, som stabiliserer glasuren så den ikke flyder helt af), og smeltmidler som f.eks. feldspat eller andre metaloxider der sænker smeltetemperaturen. Derudover tilsættes ofte metaloxider eller farvestoffer for at give farve (for eksempel kobberoxid for grøn, cobalt for blå, jern for brun/rødlig tone, osv.). Når glasuren smeltes i ovnen ved høj temperatur, bliver den til en tynd glashud. Afhængigt af sammensætningen og afkølingen kan denne glashud være gennemsigtig eller uigennemsigtig, farvet eller klar, blank eller mat.

Typer af glasurer: Glasurer kan kategoriseres på mange måder. Her er nogle almindelige typer, som keramikere taler om:

Blank glasur: En blank (eller glansfuld) glasur giver en skinnende, reflekterende overflade. Det er typisk et resultat af en glasur, der er kølet relativt hurtigt, så der dannes en amorf glat overflade uden krystaller. Blank glasur får farver til at fremstå klare og dybe. Man ser blanke glasurer på meget porcelæn og service, da de er nemme at rengøre og hygiejniske (glatte overflader).
Mat glasur: En mat glasur har derimod en afdæmpet, ikke-reflekterende overflade. Den føles ofte blød eller silkeagtig. Mathed kan opnås ved, at glasuren danner mikroskopiske krystaller under afkølingen eller har en sammensætning, der giver en ruere overflade. Farver i matte glasurer kan fremstå lidt mere dæmpede. Mange kunstkeramikere kan lide matte glasurer for det stoflige udtryk, men man skal være opmærksom på, at nogle matte glasurer kan være mere modtagelige for misfarvning fra bestik mv., hvis de bruges på f.eks. middagstallerkener.
Krystalglasur: Krystalglasurer er en særlig undergruppe af blanke glasurer, hvor der bevidst dyrkes store, dekorative krystaller i glasuroverfladen. Dette kræver et specifikt brændingsforløb, typisk hvor ovnen holdes på en bestemt temperatur i længere tid for at lade krystallerne vokse. Resultatet er spektakulært – store blomst- eller stjerneagtige krystallinske mønstre spredt ud over overfladen. Krystalglasurer er svære at mestre: de kan let flyde for meget (glasuren bliver meget flydende), og man skal have præcis kontrol over temperaturkurven. Men for øvede keramikere kan det være en spændende teknik, der giver unikke resultater.
Saltglasur: Saltglasur (også kendt som saltglaseret stentøj) er en traditionel glaseringsteknik, hvor man under en højtemperatur-brænding kaster salt (natriumklorid) ind i ovnen. Ved de høje temperaturer spaltes saltet og reagerer med silika i leret, hvilket danner en glasur direkte på overfladen af værkerne. Saltglasur giver typisk en rustik, orange- eller brunlig glas med en karakteristisk appelsinhud-tekstur (små ujævnheder). Denne teknik blev historisk brugt til fx stentøjskrukker, øltønder og lignende, da den er relativt simpel i en brændefyret ovn. I dag bruges saltglasur mest af erfarne keramikere med specialovne, da saltdampene kan være skadelige for almindelige ovne og miljøet. Der findes også en beslægtet teknik kaldet soda-glasur, hvor man bruger soda i stedet for salt, for at opnå lignende effekter.

Ud over ovenstående kan man nævne askeglasurer (laves med planteaske for unikke farver/effekter), begitninger og underglasur (farvet ler-/farvelag under en klar glasur), samt specialglasurer som raku-glasur (brændt i raku-processen, hvor glødende emner tages ud i det fri og køles hurtigt, hvilket giver krakelerede glasurer og metalliske effekter). Men for ikke at forvirre, kan man som nybegynder fokusere på at bruge nogle få standardglasurer – f.eks. en klar blank glasur og et par farvede glasurer i blank eller mat – for at lære processen at kende.

Påføring af glasur: Når ens emne er forglødet (typisk til ca. 900°C, hvor det stadig er porøst), er det klar til glasur. Glasur påføres på flere måder:

Dypning: Man kan dyppe emnet ned i en spand med flydende glasur. Porøst keramik suger fugten og får et lag af glasurmateriale til at klæbe sig på overfladen. Dypning er en hurtig måde at glasere især mindre ting på, og det giver som regel et jævnt lag.
Hældning: For større emner, eller hvis man ønsker forskellige farver på inderside og yderside af f.eks. en skål, kan man hælde glasur indeni eller udenpå. Man fylder emnet med glasur og hælder overskuddet ud igen, og/eller hælder udefra.
Pensling: Bruger man penselglasur (glasur specielt formuleret til at blive penslet, ofte lidt tykkere i konsistensen), kan man male glasuren på. Dette er godt til detaljer eller hvis man ikke har store mængder af en glasur. Man giver typisk 2-3 lag med pensel for at få tilstrækkelig dækning.
Sprøjtning: Nogle værksteder bruger en sprøjtepistol eller airbrush til at påføre glasur. Dette kræver lidt mere udstyr (kompressor, sprøjtekabine), men giver stor kontrol og kan lægge et meget jævnt, tyndt lag – godt til graderede farveovergange eller hvis man vil undgå at glasuren bygger sig for tykt op.

Uanset metode skal man passe på, at glasuren ikke kommer på bunden af emnet (den del, der står på ovnpladen), da smeltet glasur virker som lim – det vil få emnet til at sidde fast på ovnens hylde. Man efterlader derfor altid en lille kant uden glasur i bunden eller tørrer bunden ren, hvis man har dyppet hele stykket. Alternativt kan man bruge stilts (små trebenede holdere) for at brænde glasur på bunden, men det er mere avanceret.

Brænding af glasur: Når glasuren er tør på emnet, brændes det igen, denne gang ved højere temperatur, afhængigt af ler og glasurtype. Lertøjsglasurer smelter typisk ved omkring 1000-1100°C, stentøjsglasurer ved 1200-1300°C, og porcelænsglasurer lignende stentøj. Brændingen foregår oftest i en elektrisk ovn i oxidationsatmosfære (almindelig luft). Nogle erfarne keramikere brænder i gas- eller træfyrede ovne, hvor man kan opnå reduktion (iltfattig atmosfære) der ændrer farvetonerne – f.eks. bliver en kobberglasur rød i reduktion men grøn i oxidation. Dette er dog avanceret teknik.

Under brændingen sker der mange ting: glasuren tørrer helt ud, restorganisk materiale brænder af, leret sintrer yderligere, og ved top-temperaturen smelter glasurpulveret til flydende glas. Når ovnen slukker og køler, størkner glasuren igen til en hård overflade. Man åbner først ovnen når temperaturen er faldet betydeligt (ofte under 200°C) for at undgå at stykkerne revner af det termiske chok. Det er altid spændende at se resultatet – glasurer kan ændre udseende under brænding, og nogle gange kommer der overraskelser (både positive og negative). Øvede keramikere lærer efterhånden deres glasurer at kende og kan forudsige udfaldet, men nye kombinationer kan altid overraske.